Benedikte Ligesom mit domæne hedder jeg også Benedikte. Jeg er født i 1992 i Jylland, men er opvokset på gård på Sjælland. Hvert menneske har forskellig form for bagage i rygsækken - det gælder også mig - som har og altid vil præge ens liv fremover. Jeg blev født med en hjertefejl og blev opereret efter et hjertestop som spæd, allerede dér kunne mine forældre se, at livets begyndelse nok ikke ville være helt som planlagt hos deres nyfødte datter. Min fortid har medført, at jeg selvfølgelig skulle følges af diverse hospitaler og behandlingsforløb med mere, og hjertestoppet viste sig også at have givet andre konsekvenser som følge deraf - heldigvis er det minimalt hvordan det præger min hverdag den dag i dag (eller også har man bare lært at leve med det?) Eksempelvis har jeg svært ved at holde balancen og bedømme afstande, samt jeg ofte har brug for struktur i hverdagens programmer - det er i hvertfald sjældent at jeg tager på en impulsiv shoppetur eller lign. Det er dog, med træning, blevet meget bedre med årene.. Som så mange andre af mine jævnaldrende, har jeg også forskellige interesseområder. På hjemmesiden har jeg netop valgt at tage udgangspunkt i en interesse, der har fulgt mig stort set hele livet. Lige siden jeg kunne holde på en blyant, har jeg været meget glad for al kreativ udfoldelse, og jeg har løbende både gået til billedkunst, malet med en kunstner, Ole Bjørn, og senest tilbragt et år på efterskole med Kunst&Design som liniefag. Mest af alt i form af tegning og maleri - senere udviklet sig til fotografering med mere. At fotografere forskellige motiver ser jeg også som en kreativititet i sig selv, at fange det rigtige motiv på det rigtige tidspunkt, i de rigtige omgivelser. Jeg fotografere mest med olympus, både spejlrefleks og mindre digitalt. Derudover er jeg også meget glad for at skrive i forskellige genre inden for prosaverdenen, hvilket jeg ofte gør ud fra mine malerier og tegninger, hvis ikke det er omvendt. Jeg har altid haft en lille amatørforfatter i mig og har altid været glad for den fiktive verden, også på den måde bliver papiret brugt flittigt - når ikke tiden er gået med at læse andre klassikkere slidte. Fra jeg har været helt lille, har det været en drøm at blive forfatter af en eller anden slags, og min hverdag har været fyldt med bøger, noveller, romaner og skriveri. At kunne skabe sin egen verden, og udforme den efter sit eget ønske, er et af menneskets største gaver! At kunne fordybe sig i fantasien og danne sine indre billeder af noget, man ellers ikke har set eller oplevet selv, og jeg bliver ofte imponeret af de store forskelligheder af skriveformer blandt nutidens forfattere...! Det var hovedsageligt mine formlige interesser, inden for kunst, opsætning og det at skabe noget, men jeg har også firbenede venner, der på mange måder er en stor del og betydning af mit liv og hverdag. Her går mine tanker til ridning som sport, og derved de vidunderlige dyr (og ansvaret) der følger med. Jeg har været meget fokuseret på ridning og heste, og dog alligevel ikke altid. Jeg begyndte at ride første gang i 2002, trods det nok ikke stod aller tydligst i kortene, og jeg ikke var helt tryg ved de store dyr. Faktisk er jeg gået fra at være rædselsslagen for de store krikker til at have foræret en plads i mit hjerte til to dejlige krikker hjemme på gården. (Hvordan er en MEGET længere historie). Vi har to dejlige fjordhopper, Chanett og Anemone, og selvom det er mig i familien der går mest op i selve ridningen, er de også en kæmpe del af familien.
|
